Flytter stæren ind?
Friday, February 29th, 2008Der er stære i hobetal ved vores æbletræ i dag. De undesøger de 3 stærekasser der hænger på stammen. Det er spændende om der kommer beboere i den første sværm eller de søger længere nord på i landskabet?
Der er en skarp konkurrence om de kære fugle. Der er en del kolonier af stærekasser i Ansagerområdet og stæren er en fugl, der ønsker at bo i koloni.
Der er en del landmænd der har opsat mange kasser på en gammel elmast, da de har erfaret de tidligere år, at stæren er god til at fjerne skadelige insekter.
Jeg ønsker stæren i min have, da den tager mange stankelbenlarver hen over sommeren. Larverne er skadelig for græsplænen, da de gnaver i græsset spæde rødder. Her er stæren så en virkelig god forbundsfælle, når den morgen efter morgen spankulerer hen over græsplænen og finder larverne.
Bagdelen – bogstavelig talt – er en stærk indelugtende eskrement dynge under æbletræets stærekasser, men et gammelt ordsprog siger:”Ingen roser, uden torne“. Men dyngen kan hurtigt kultiveres ned i jorden og æbletræet kan tåle stærenes afføring under sin krone.

