Godt vejr efter skybrud

I dag lørdag er det igen normal sommer efter fredagens skybrud over Ansager. Vi fik 30 mm vand i Ansager mellem klokken 18 og 20 fredag aften. Morgentemperaturen ligger på mellem 9,8 og 16 grader. Dags temperaturen mellem 16 – 24 grader i den sidste uge. Vandmåleren stopper ved 452 mm vand.

Vi er på camping i dag lørdag. Der så jeg en mini hugorm kravle ind under nabo campingvognen. Den har allerede huginstinktet i sig, den “huggede” nemlig ud efter mig, men det er ikke langt et sådan hug! Den målte formentlig mellem 5-10 cm.

Vores fortelt har været oversvømmet flere gange her i august måned. Der er faldet meget vand på kort tid i Vejers. Til næste år skal vi have fast bund i forteltet, så slipper vi for vandet. I dag er der spredt sol og en del skyer, men vejret må betegnes som fint dansk sommervejr.

Der er ikke mange danskere på pladsen lørdag. Det er mest tyskere.

Vi har købt 3 flasker rødvin og en flaske mouserende vin, så vi er forsynet til i morgen! Vores mad er medister og nyopgravede Samsøkartofler og tzatziki.

På arbejdet møder folk op, når de har lyst. Vores lørdagsafløsere er blevet noget mere ustabile. De møder op når de ikke har har andet at lave. Det er i sandhed arbejdstagers marked lige nu. Det er med i mine overvejelser, hvorfor ikke skifte job nu, hvor beskæftigelsen er god?

Det der afholder mig fra at gøre det, er i al sin enkelthed min tryghedsnarkomani! Jeg er 57 år og der er ikke megen beskæftigelse for seniorer, trods Foghs udsagn om det modsatte, tror jeg!

Jeg har ikke været på nettet i 2 dage. Jeg kan ikke huske hvornår det er sket sidst. I går foretrak jeg at slå græsplænen, da jeg kom hjem. Så var der ikke flere ressourcer efter en lang og krævende arbejdsdag.

Vi havde mange forsendelser på arbejdet i går og ingen ekstrabemanding. Så arbejdet trak tænder ud.

Haven trænger til en større tur. Det har været nemt at være haveejer i år.  Den tørre sommer har hjulpet, ukrudtet har ikke haft større vækstmuligheder.

Share This Post

Skriv et svar