Tørrer Lars Løkke behandlingsgarantien af på Sundhedsstyrelsen?

Vi har en indenrigsminister, der varetager hospitalsområdet. Han ved dog ikke hvad der sker på de danske hospitaler! Derfor holder hans ministerium Dagbladet Politiken.

Her læser han – Lars Løkke – om manglende behandling af kræftpatienter – den lovede behandlingsgaranti på 4 uger overholdes ikke, står der i avisen.

Nu er Lars Løkke “ikke tabt bag en vogn”.

Han mener, det må være Sundhedsstyrelsen, der ikke lever op til sit ansvar. Det er bestemt ikke Lars Løkke der har smølet med behandlingsgarantien, selvom han har kendt til problemet i flere år – ja den har aldrig virket efter hensigten – viser det sig efter nogen granskning i sagen, her støtter jeg mig til Dagbladet Politiken og andre danske dagblade.

Han bestiller straks en redegørelse fra Sundhedsstyrelsen og den skal ligge på ministerens bord allerede onsdag eftermiddag! Man kommer til at tænke på, at der er et “Wild West samfund” og nu skal ministeren have en syndebuk han kan aflede den politiske sag på. Sidst på eftermiddagen torsdag forlyder det i pressen, at der kan falde hoveder i Sundhedsstyrelsen og rapporten fra denne først vil foreligge mandag! (Det tyder på at den har gode kort på hånden og aben ligger hos Lars Løkke og dermed i regeringen?)

Medens jeg spændt venter på at Lars Løkke skal få jordforbindelse igen, så er der tre ting der falder mig i erindringen:

  • Der mangler uddannede folk til hospitalerne.
  • Effektivisering af arbejdsgange på hospitalerne, herunder bedre udnyttelse af “isenkrammet”.
  • Der mangler en afklaring om økonomien ved behandling i udlandet, hvem betaler ophold og hvad må det koste i forhold til behandlingen på et dansk sygehus?

Her er det ubetinget Lars Løkke der har det politiske ansvar, som han burde have løst da han udstedte behandlingsgarantien.
Det kan han ikke tørre af på Sundhedsstyrelsen eller Arne Rolighed (Tidligere indenrigsminister.)

Jeg mener derfor Lars Løkke skal erkende det, inden der dør flere patienter i Danmark!

Share This Post

Skriv et svar