Niels Smed begravet i dag

Min svigerfar Niels Smed Sørensen blev i dag begravet fra Klejs Kirke.

Kirken var fuld og der stod følge ud gennem våbenhuset og der var 7 kranse og over 60 bårebuketter.

Der var mindekomsammen bagefter i As Forsamlingshus, hvor der deltog 95 personer.

Her holdt jeg en mindetale, som gengives her:
Anny havde Niels i sine hænder – da han døde – hvordan kan man få en bedre død?

Livets bog er tom, når du fødes, og den tømmes, når du dør.
Ingen har skrevet begyndelseskapitlerne og ingen vil fortsætte den, når du har åndet ud…

Det eneste der begrænser dig er dine evner – ambitioner og drømme.

Niels brugte sine evner og han havde ambitioner og drømme!

Han fik en grundig uddannelse, som ikke var almindelig på den tid, han kom omkring i Danmark både
på uddannelse, arbejde og i sin fritid, han blev selvstændig og han uddannede unge mennesker i det fag han havde valgt som sit …………..
og han gjorde det med stor nidkærhed og interesse.

Han brugte tid på sin familie, sit arbejde og sin fritid. Alt sammen med engagement og ildhu.

Der var tid til at køre ture med familien, der var tid til haven, der tid til at hjælpe børnene med stort og småt, da de fik deres eget hjem.

Der var tid til børnebørnene og da oldebørnene kom, var Niels meget glad for dem, men hans kræfter rakte ikke længere til så meget.

Tak for det Niels!

Sorgen er en vigtig vandring.

Der mærker vi, hvad der er godt – dybt og ægte.

For når et menneske er væk, så erfarer vi jo, at de sammenhænge vi er i – aldrig bliver de samme igen.

Det gælder i et ægteskab. Det gælder i familien og i en vennekreds.

Hvis én af vennerne er væk, så forandres samværet en lille smule.

Man standser måske op midt i maden og
udbryder: ”Ej, her ville han have sagt…” eller ” Åh, det ville han have elsket, det her…”

Det bliver aldrig det samme igen. Der kommer andre venner. Der kommer måske andre kærester.
Og vi kan få ligeså gode venskaber og relationer med dem.

Men når et menneske dør eller forlader dig, kan du ikke bare skifte det ud med et andet, som var det en maskine.

Heldigvis da!

Lægen Esther Møller sagde : ”Vi fødes som kopier og dør som originaler”. Citat slut

De mennesker, vi er, og de relationer, vi går ind i, er unikke.

Og uerstattelige…

De store begivenheder i livet husker vi.  Ja, ofte med glæde………..

………….. men det er de små daglige ting vi savner:
– lyden af hans hæle i gruset
– duften af hans aftershave på kinden,  når han kyssede dig farvel
– håndens hvilen på kaffekoppen
– øjets varme når han lo…

Det er alt sammen usynligt for den udenfor.
Men for dig er det solen –  månen og stjernernes gang…………
For kærlighed er detaljer!

Den, der virkelig vil nyde livet, skal også kunne give afkald………….

Deraf udspringer en klogskab og en erfaring på dit liv, som kan berige dig fremover. Hvis du altså tør at sørge.

For at sørge er en langsom vandring.

Det er som at træde i vande.

At få hældt sand i øjnene og tørhed i munden.

At sørge er en ørkenvandring. Men hvis ikke vi tør de tørre steder i vores liv, så mister vi evnen til at dyrke frodigheden,
når den tid kommer.

For ud af det, der var, anes konturerne af det, som engang kan blive……

Kære Anny
Børn og svigerbørn siger dig en rigtig stor tak for den kæmpe indsats, som du har ydet gennem mange år med pleje af Niels, som lægen sagde til dig den 26. Juli klokken 8 om morgenen:

”Så havde Niels ikke levet så længe uden din kærlige pleje”.

Vi – børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn siger…….

Æret være Niels Smeds minde.    

Niels vil altid være i vores hjerter.

  

Share This Post