Vejlegården er ingen principiel diskussion………….værdig!

Martin Lyngbo skriver:
“Jeg har fulgt debatten om Vejlegården, siden kæmpeagurken landede i medierne i sommer. Og den har hele tiden undret mig. Ikke fordi den er indviklet, men fordi den er enkel.

I uger og måneder har jeg hørt på folk, der siger, at det er en vanskelig sag. Jeg har gået lidt stille med dørene, fordi jeg har tænkt, at der må været noget, som jeg har overset.

Men nu er sagen startet i arbejdsretten. I den anledning har Kristelig Arbejdsgiverorganisation (KA) udgivet en såkaldt debatavis. Hensigten er at føre bevis for, at sagen er principiel og skelsættende. Man kan roligt sige: Den bevisførelse er de ikke sluppet så godt fra. Nu kender vi de stærkeste argumenter for, at den danske model skulle have brug for et gennemgribende eftersyn, pladearbejde og en helt ny motor.”

Senere skriver Martin Lyngbo:
Men så går der både agurk og Christiansborg i den. Der råbes op om mere regulering. Som svage virksomheder kan råbe på mere statslig beskyttelse. Og det allermest morsomme er: Det er de såkaldte liberalister, der råber efter statsligt formynderi. Politikere fra de påståede liberale partier kappes om at overgå hinanden i krav om mere indblanding fra velfærdsstaten. Det er da sjovt.

Og det er endnu sjovere, når formanden for Kristelig Arbejdsgiverforening forsøger at løfte diskussionen til det principielle niveau. Han åbner sin fint opsatte debatavis med denne formulering: ”Retten til at strejke er en menneskeret. Men det burde også være en menneskeret at kunne fravælge strejke og lockout, hvis man ikke tror på konflikt som en givtig metode til at løse problemer.”

Det står med store bogstaver øverst på side 1. Jeg er sikker på, at den sætning har kostet en masse penge i honorarer til kommunikationsrådgivere. Men hvor er det dundrende dumt. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde.

For det første: Nej, retten til at strejke er ikke en menneskeret. Den står hverken i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 eller den Europæiske Mennskerettighedskonvention fra 1950. Så her er der bare tale om en popsmart indledning. Det var sætning et.

For det andet, sætning to, som handler om, at man skal kunne fravælge konflikt, hvis man ikke tror på den.

Men kære KA (Kristelig Arbejdsgiverforening): Hvordan gør man det, hvis en arbejdsgiver tager ens rettigheder? Hvordan fravælger man konflikt, hvis man bliver lockoutet og får stillet et ultimatum: Behold dit job til nedsat løn eller meld dig i køen af arbejdsløse?”

Jeg anbefaler dig at læse hele Martin Lyngbos blogindlæg om konflikten “Restaurant Vejlegården” , den er særdeles velskrevet og behandler konflikten mellem Krifa, KA og 3F sobert og objektivt.

 

Share This Post