Er voldsmanden bedre stillet end offeret?

Marlene Duus skriver kronik i Politiken om hendes overfald forårsaget af en jaloux, ekskæreste, som bankede hende med et vandrør og smed hende ud fra 3.sal i København.

Hendes voldsmand allerede på fri fod og har fået en læreplads hos kendis-kokken Claus Meyer. Han har afsonet 3 år ud af en straf på 6 års fængsel.

I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel.

Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt” skriver Marlene Duus i kronikken.

Kære Claus Meyer. (Uddrag)

Tænker du mon på, at når der er en voldsmand, er der også et offer et sted?

Tænker du på dine tre døtre, når du hører min historie? Når du hjælper ham, forstår du så, hvordan jeg føler mig straffet og ydmyget yderligere?

Er det en måde at promovere sig selv og sin virksomhed i dagens Danmark?

 Har kriminelle fortjent en chance til? Ja, men skal offeret føle sig ydmyget og glemt, når det sker? Skal offeret som minimum ikke selv være godt på vej videre?

Jeg har endnu ikke fået min erstatning fra det offentlige. Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet har afsluttet min sag.

Jeg har heller ikke fået mine udgifter til medicin, transport og den stadigt endeløse behandling dækket. De siger, at jeg er 10 procent invalid.

Alle lægeundersøgelser viser ellers uden forbehold 50 procents invaliditet. Skal jeg finde mig i at blive behandlet sådan? Husk, at gerningsmanden får serveret hjælpen på et sølvfad.

Marlene Duus.

Sådan lyder Marlene Duus’ hjertegribende fortælling om sin egen skæbne, som hun fortæller i en kronik i Politiken i dag.

***************************

Claus Meyer svarer Marlene Duus i dag i et åbent brev.

Kære Marlene Duus.

Jeg har med stor smerte læst din kronik. Mit største ønske er, at jeg var i stand til skrue tiden tilbage og forhindre det fuldstændigt urimelige, som er sket. Jeg forstår din frustration over, at du føler dig ladt i stikken af et system, hvor gerningsmanden får et arbejde, og du ikke kan blive omskolet, fordi forskellige offentlige instanser og læger ikke kan blive enige. Det er helt uacceptabelt i forhold til din situation.

Du spørger, om jeg forstår, at du føler dig ydmyget og straffet af voldsmandens skæbne. Det gør jeg utvetydigt. Du spørger, om jeg tænker på mine tre døtre, når jeg hører din historie. Det kan jeg kun svare bekræftende til.

Som far til tre piger på henholdsvis 6, 9 og 15 år, kan jeg ikke åbne en avis og læse om den seneste voldtægt eller voldsforbrydelse uden at tænke på, hvor sorgløse og hvor lidt forberedte de er på de ting, der foregår i samfundet, og som aldrig burde ske.

Den beskedne indsats jeg gør i forhold til mennesker, der har begået kriminalitet, gør jeg først og fremmest for at forhindre ny kriminalitet. For at forhindre, at der bliver flere ofre. Tallene viser, at godt hver tredje af alle, der har modtaget en betinget dom begår ny kriminalitet.

Hverken i dette tilfælde eller i forhold til de indsatte på den madskole jeg har startet i Statsfængslet i Vridsløselille, har jeg haft nogen indsigt i den enkelte dømtes sag udover, hvad den indsatte selv har ønsket at fortælle mig. På den måde kan du have ret i, at jeg slipper for at skulle gøre mig til dommer over hvem, der fortjener resocialisering, og hvem der ikke gør.

Domstolene udmåler straffen, kriminalforsorgen fuldbyrder den. Det område vi her beskæftiger os med, hvor vi overhovedet har muligheden for det, det er resocialisering. At række en hånd til et menneske, der har begået noget kriminelt, som har udstået sin straf, og som har svært ved i samfundet at få en chance mere.

Vi håber hermed, at vi som virksomhed bidrager til den samfundsopgave det er at forsøge at begrænse kriminalitet, fremadrettet. I dette tilfælde har eleven fået sin elevplads, fordi han var den fagligt mest kvalificerede til den elevplads, han har fået. Det havde været langt nemmere for os at give elevpladsen til en mindre kvalificeret med en ren straffeattest.

Vi er os smerteligt bevidst, at intet af det vi gør, er i stand til at lindre ofrenes sorg.

Claus Meyer.

******************

Jeg lader kronik og svar står uden kommentarer.

Det offentlige,  Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet eller kommune har hjulpet Marlene tilstrækkeligt. Betaling af medicin og behandlinger må og skal være dækket af det offentlige, for voldsofferet skal ikke kæmpe med en dårlig økonomi oveni sin sygdom og invaliditet.

Når læge erklæringerne taler om 50% invaliditet, så er der ikke tvivl om,  der skal udbetales erstatning til Marlene Duus. Men hvorfor skal det tage måske 8 år eller mere før sagen er afgjort –  og tillige være en kamp med Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsnævnet, det forstår jeg ikke.

Er de to offentlige instanser ikke til for borgernes skyld? Og hvorfor lægger de sig på en invaliditetsgrad på 10% ?
(Svaret er slet og ret kassetænkning)

Og hvor er kommunen hende i denne sag, hvorfor lægger den ikke for hende, indtil hendes sag er afsluttet? 

Hun vil givet fået udbetalt udgifterne til medicin i hendes erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen, som kommunen så efterfølgende kan få dækket sin udgift til udlæg af betaling for medicin og behandling af.

Selvfølgelig skal hun have efteruddannelse uden kamp med myndighederne, det er vigtigt hun ikke bliver “parkeret” som førtidspensionist, både for hende selv og for samfundet.

Og så er der gerningsmanden, som skal betale erstatning for sin voldsgerning, det er så ikke omtalt i kronik eller pressedækning om denne erstatningssag er afsluttet.

Det skriver jeg selvom voldsmanden IKKE kan betale sig fra den smerte og invaliditet, som han har påført sit sagesløse offer.

Share This Post