Stop pengene til Lars legeplads………

Det værste ved Danmarks deltagelse i GGGI er, at vi har legitimeret en dagsorden, som fører hele den grønne omstilling på vildspor: »Grøn vækst« er en selvmodsigelse skriver John Holten-Andersen, lektor ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH-Modvækst.

Han fortsætter: ”  Lars Løkkes luksusrejser skabte en mediestorm, i hvis kølvand der blev hvirvlet en historie op, der viste sig at være 90 gange mere interessant end det bilagsrod, der startede det hele. Det var historien om, at den danske stat siden 2010 har støttet den hidtil ret så ukendte Sydkorea-baserede organisation GGGI med 90 mio. kroner. De penge blev oprindelig bevilget af Søren Pind i VK-regeringens tid, men er siden ukritisk blevet videreført af den nuværende regering med udviklingsminister Christian Friis Bachs fulde velsignelse.

Den historie er interessant af flere grunde: For det første fordi pengene blev taget fra Danidas udviklingsmidler på et meget spinkelt grundlag og på trods af advarslerne fra Udenrigsministeriets eksperter. For det andet fordi pengene blev bevilget i en periode, hvor udviklingsstøtten generelt var under kraftig beskæring, og det vel og mærke til et projekt, der havde meget lidt med klassisk udviklingsstøtte til de fattigste lande at gøre. For det tredje fordi GGGI promoverer en grøn vækst-dagsorden, der har vist sig at gøre mere skade end gavn”.

Han skriver senere:
Sydkoreas vækst har også betydet et kraftigt øget pres på vandforsyningen, som man har forsøgt at imødekomme ved at opdæmme og rørlægge en række store floder – det såkaldte Four Rivers Restoration Project – med katastrofale økologiske konsekvenser til følge. Folkene bag dette projekt er angiveligt de samme, som stod bag oprettelsen af GGGI – nemlig den sydkoreanske storkapital i alliance med magtfulde politikere, først og fremmest den tidligere præsident, som kom til København under COP15 i 2009 og lokkede Lars Løkke Rasmussen og med ham regeringen og senere Folketinget til at skyde penge og politisk prestige i den tvivlsomme organisation“.

Læs hele artiklen på http://modkraft.dk/artikel/global-green-growth-illusion

gggi-kontor

Selvfølgelig har John Holten-Andersen en politisk dagsorden med sit indlæg, men jeg savner fortsat en forklaring på den daværende udviklingsminister Søren Pind (V) valgte at støtte GGGI og den nuværende minister Christian Friis Bach (R) fortsat støtter op om det projekt, hvis mest væsentlige indsats har bestået i Lars Løkkes “uforskyldte” forbrug af 1. class flyrejser og indtagelsen af champagne og kaviar på de fattiges regning.

Venstre vil beskære udviklingspengene med 2,5 milliarder danske kroner på årets finanslov – eller 16% af det totale danske bidrag. Det er helt uacceptabelt.

Skal der spares, så kan Venstre fjerne de 90 mill. kroner til GGGI, selvom det er Venstre formand Lars Løkkes legeplads.

Danmark har fortsat råd til at yde 16 – 17 milliarder kroner til at bedre levevilkårene i den 3. verden.

En økonomisk udvikling af den 3. verden er den eneste mulighed for at bremse indvandringen fra Afrika, som er et stort problem lige nu. Den stoppes ikke ved at indkapsle Europa i grænsebomme, hegn og hjemsendelse af illegale indvandrere, som er Dansk Folkepartis eneste svar på udfordringen.

Den illegale indvandring har det ligesom vand, den søger med en ny indgang, når den kendte er lukket……..

Derfor mener jeg – sæt turbo på udviklingsbistanden……….. Brug pengene til rigtige projekter, der gavner de fattige i den 3. verden. Vi skal IKKE bruge udviklingsbistanden til forretninger med Syd Korea.

Jeg er OGSÅ tilhænger at et økonomisk samarbejde med verdens største vækstøkonomier, men det skal ske med rigtige penge på finansloven til markedsføring af danske virksomheder og IKKE for bistandsmidler til Lars Løkkes legeplads ….. eller “holdeplads” indtil han tror han skal være statsminister igen!

 

Share This Post