You are currently browsing all posts tagged with 'and'

Hvad skal vi vælge?

  • Posted on December 23, 2009 at 19:36

And, gås eller flæskesteg?

Når familien samles juleaften til and, gås eller flæskesteg, så er det den vigtigste middag på året. Uden sammenligning. Og vi skeler ikke så meget til priserne, når der handles ind.

– Danskerne bruger rigtig mange penge på maden i juledagene. Det er den største katastrofe, hvis julemiddagen ikke spiller, når familie er samlet, siger livsstilsekspert og reklamedirektør Niels Erik Folmann fra DR-programmet Kender Du Typen.

– Det bliver til tre dages tour-de-force, hvor kalorietælleren er helt i top. Og får vi så ikke kvalme af det? Nej, det gør vi ikke, for det er så vigtigt for os, at vi ikke tænker på kalorierne.

Faste traditioner
Julemiddagen er stort set givet på forhånd, og der står så stærke traditioner omkring den, at det nærmest er umulig at bryde reglerne.

– Der er nogle få, der prøver at slå kontra og bryde traditionen ved at spise fisk. Men det er et meget lille segment.

På de fleste borde står der and eller gås – dernæst kommer flæskestegen, mens kalkunen, som amerikanerne fortærer i store mængder, ikke er så populær i Danmark.

– Men mange steder får vi både andesteg og flæskesteg. Vi er i høj grad portions-familier, som tager vores egne portioner fra barndommen med ind i de nye blandede familier, siger Niels Erik Folmann.

Risengrød eller ris a la mande?
For 100 år siden ville der stå mere kål på bordet juleaften og grøden var også en mere fast bestanddel af julemiddagen. Det store stridspunkt er nu, om det skal være risengrød eller risalamande – og om den skal serveres før eller efter hovedretten.

– Risengrøden er den ældste tradition, som man tidligere spiste før middagen. Den drøjede godt, og det var vigtigt, da man ikke havde råd til at spise sig mæt i kød. Risalamanden er kommet til senere, som noget det bedre borgerskab spiste som dessert.

Der er også dem, der spiser begge dele juleaften, men det hører nu til sjældenhederne, siger Niels Erik Folmann.

Top